Denne træningsform kan som metode tilbydes patienter, der skal træne med reduceret ledbelastning i en given tidsperiode. Det kan tænkes at være relevant hos patienter med artrose, korsbåndsskader, som et redskab i geriatrien eller hos indlagte patienter på sygehuset. Det er muligt at træne med ”blood flow restriction” og opnå samme effekt som ved konventionel tung styrketræning. Det særligt fysioterapeutisk interessante er, at det kan opnås uden at træne til udtrætning. Dvs. at restitutionstiden er markant forkortet, hvorfor der kan trænes mere intensivt – det står i modsætning til konventionel genoptræning, der fordrer en tilpas restitution imellem træningspassene.

Træningsformen kombinerer lav-intensitets styrketræning med partiel afklemning (okklusion) af blodgennemstrømningen vha. trykregulerende manchetter. Konceptet er udviklet i 1960’erne af en japansk fysioterapeut, Yoshiaki Sato. Der er i Danmark flere igangværende studier vedrørende den fysiologiske og styrkemæssige effekt. Flere studier viser, at der ved denne træningsform med lav intensitet (20-40% af 1 RM) sker en markant forøgelse i muskelmasse og muskelstyrke på meget kort tid. Et studie viser, at der efter blot 12 dages træning, 2 gange dagligt, kan opnås hypertrofi på muskelfiber-tværsnitsarealet på 17% med en intensitet helt ned til 20% af 1 RM, hvilket svarer til to-tre måneders tung styrketræning. Et studie påviser endda, at der efter 19 dages intensiv træning med KAATSU/Okklusion sker en stigning i muskelfiber-tværsnitsarealet på 30-40%.

En anden vigtig faktor er påvirkning af senevævet. Det er kendt, at cellerne responderer med en øget kollagensyntese ved tung styrketræning, og dermed giver stærkere sener. Netop fordi træning med ”blood flow restriction” foregår ved lav belastning, tyder det på, at senevævet ikke bliver påvirket i samme grad som ved konventionel tung styrketræning.

Der er forskellige hypoteser om den fysiologiske årsag til den hurtige øgning i muskelstyrke og -masse, og der bliver fortsat forsket i, hvilken intensitet, manchettryk og træningsvolumen, der er tilstrækkelig for at opnå effekt. Flere forskere anerkender, at konceptet kan blive et effektivt redskab i genoptræningen til de patientgrupper, hvor tung styrketræning kan være kontraindiceret. Netop ved, at patienten opnår samme hypertrofi som ved tung styrketræning, men uden tilsvarende belastning af sener, led og ligamenter. Samtidigt vil det være en træningsform, der er mere hensigtsmæssig at initiere tidligt i et genoptræningsforløb.

I fysioterapeutisk sammenhæng har vi alle mødt patienter, der ikke må træne med fuld ledbelastning af den ene eller anden årsag. Træning med ”blood flow restriction” kan være en løsning på det problem. Det er dog betinget af, at træningsformen kan blive testet og godkendes som klinisk anvendelig for at kunne blive implementeret i dansk fysioterapi.

Problemet med metoden er, at der til dato ikke findes tilstrækkeligt med viden om rammerne for anvendelsen og risikofaktorerne bag træningsformen. En bredere forståelse af teorien kræver, at der arbejdes intenst på at forske yderligere i risikofaktorer og skadesmekanismer, hvilket kan åbne for implementering af metoden i fysioterapeutisk sammenhæng. Træning med ”blood flow restriction” vil hypotetisk set kunne forkorte genoptræningsforløbet og derved give baggrund for et accelereret patientforløb, hvor der kan trænes flere gange dagligt. For at fysioterapeuter i Danmark vil kunne bruge træningsformen, skal vi have en bredere indsigt i individuelle forskelle såsom; det valgte tryk under træningen, afklemningstiden, manchetstørrelse og træningsintensitet. Ligeledes skal der være adgang til godkendt udstyr.

KAATSU/Okklusionstræning kan blive et konkret alternativ til den konventionelle styrketræning, der tilbydes i den fysioterapeutiske praksisser, men mere forskning på området er nødvendigt for at forstå de fysiologiske mekanismer bag samt risikofaktorer ved metoden.